En pris for Mangfoldighed i Arbejdslivet

Institut for Menneskerettigheder (IMR) indstiftede MIAPRISEN i 2003 for at fremme mangfoldighedsledelse og ligebehandling på det danske arbejdsmarked. MIAPRISEN uddeles én gang årligt til de danske virksomheder, der lægger de fleste kræfter i at ansætte mangfoldigt og i at sikre lige muligheder for alle - uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap eller seksuel orientering.

Alle virksomheder - offentlige såvel som private - kan deltage i konkurrencen om MIAPRISEN.

MIAPRISEN uddeles i tre kategorier: Én pris går til en virksomhed i kategorien små og mellemstore virksomheder, én til en stor offentlig virksomhed og én til en stor privat virksomhed.

Hvad vinder man?

Alle, der deltager, får deres indsatser grundigt vurderet, og modtager feedback på deres indstilling. Vinderne hædres ved den festlige prisceremoni, hvor de modtager den elegante MIA-skulptur , skabt af billedhugger Vibeke Glarbo , et MIA-diplom og ikke mindst anerkendelse gennem landsdækkende og lokal medieomtale.